Godt drikkevand
Vandet smager rigtig godt i Houstrup og omegn. Ikke kun det man køber på flaske, men det vand der kommer ud af hanerne. Ved Dansk Vand Grandprix i Operahuset i København blev Klinting Vandværk placeret på en delt 7. plads ud af de 12 finalister.
– Vi vil nu informere om, at vi har fået så flot en placering i konkurrencen om Danmarks mest velsmagende drikkevand. Det er da vores håb, at turisterne finder ud af, at de kan spare pengene til flaskevand i supermarkederne, siger Kristian Nielsen.
Vand grandprix'et er arrangeret i samarbejde mellem Dansk Vand- og Spildevandsforening (Danva) og Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD) for at rette søgelyset mod det gode danske drikkevand.
Arrangørerne havde indkaldt et panel på fem smagsdommere - fire vinanmeldere og en restauratør - som fik smagsprøver fra 12 anonyme vandflasker.
Konkurrencen ved Dansk Vand Grandprix om danmarks bedste drikkevand blev vundet af Farum.

