Lejerens A-Z - S

Lejerens A-Z

S

Sauna
Saunaer i ferieboliger er små (som regel til 2 personer). Hvis det ikke udtrykkeligt er meddelt i ferieboligen, må der ikke hældes vand på saunaovnen, da det kan forårsage kortslutning eller ødelæggelse af ovnens varmelegeme. Harpiks kan forekomme i saunaen.

Hvis saunaen ikke umiddelbart kan tændes, er det – inden I henvender jer for at få hjælp – en god ide at kontrollere sikringen, som sidder på saunaovnen (den lille sorte knap ved siden af temperatur/ tidsvælgeren eller på undersiden), ferieboligens sikringer og HFI-relæet. Der sidder ofte 3 sikringer sammen i saunagruppen, og da det ikke altid er muligt at se, hvilken sikring der er sprunget, kan det være nødvendigt at skifte alle 3. Se i øvrigt brugsanvisningerne i ferieboligens informationsmappe.

Farvede håndklæder kan smitte af på træbænkene og må derfor ikke medtages i saunaen.

Der forefindes sjældent termometer i saunaen.

Senge
Sengene i ferieboliger kan variere i størrelse. Længden er fra 1,80 til 2,00 m. Dobbeltsenge, som ofte består af kun én madras, varierer i bredden fra 1,20 til 1,80 m, og enkeltsenge fra 70 til 90 cm. Sengene kan være forsynet med skumgummimadrasser. Der forefindes ikke altid sengeheste og stige ved etagesenge.

OBS! De ovenfor angivne mål er kun gældende for senge og omfatter ikke sove-sofaer, som ikke nødvendigvis opfylder de angivne mål.

Madrasser, dyner og hovedpuder må ikke benyttes uden sengelinned og må ikke medtages uden for ferieboligen. Der er ofte faconlagner på madrasserne. Disse er til beskyttelse, og egne lagner lægges oven på disse. Medtagelse af tisseunderlag til mindre børn anbefales.

Vær opmærksomme på, at dyner, puder og rullemadrasser ikke bliver vasket ved hvert lejerskifte.

Medbring altid selv dyner og puder til barneseng.

Se venligst også under "Medbringes".

Skabsplads
Angivne skabe kan i enkelte tilfælde bestå af smalle/små skabe, evt. kun med for-hæng eller helt åbne. Der kan være private genstande i nogle skabe og skuffer, som tilhører husejeren. Det må påregnes, at skabspladsen generelt er begrænset, således at der ikke er skabsplads til alle medbragte beklædningsgenstande. Det kan ikke garanteres, at der er bøjler i ferieboligen.

Skadedyr
FERIERING WEST hæfter ikke for og påtager sig intet erstatningskrav i for-bindelse med evt. forekomst af insekter eller skadedyr i ferieboligen, idet de er en del af den danske natur (f.eks. myrer, ørentvister, fluer, bænkebidere, mus o.lign.). I akutte, ekstreme tilfælde bedes I kontakte FERIERING WEST, og vi vil forsøge at afhjælpe problemet. Der kan forekomme mus - især i høsttiden.

Skader
Evt. skader i ferieboligen skal omgående meddeles FERIERING WEST.

Se venligst også "Mangler", "Reklamationer" i lejebetingelserne.

Slutrengøring
Slutrengøring foretages som udgangspunkt af lejeren. Hvis I ønsker, at FERIERING WEST udfører slutrengøringen, kan denne bestilles ved bookingen eller indtil 3 dage før afrejse fra ferieboligen hos FERIERING WEST.

Som lejere er I selv ansvarlige for følgende, som vores slutrengøring ikke omfatter:

  • opvask
  • generel oprydning inde og ude
  • rengøring af grill og havemøbler

Vores slutrengøring omfatter:

  • vask af vinduer
  • rengøring af borde, gulve, toiletter, vaske, fliser, spejle, køleskab, komfur, ovn og kaffemaskine
  • evt. rengøring af brændeovn
  • evt. rengøring af sanitære installationer i pool- og spahus

Ferieboliger med swimmingpool og/eller spa kræver grundet størrelsen en omfattende slutrengøring, og vi anbefaler derfor vore lejere at overlade slutrengøringen af disse ferieboliger til os mod betaling.

Solarium
Er der solarium i ferieboligen, er der som regel tale om et enkelt solarium, som ofte er monteret over en af sengepladserne eller på hemsen. Det kan desuden være et mindre solarium. Vær opmærksomme på, at rørene i feriehussolarier er svagere end dem, I måtte være vant til fra et solcenter, hvorfor I ikke kan forvente samme bruningseffekt. Oplever I, at rørene ikke lyser, prøv da at dreje dem en centimeter, hvorefter de almindeligvis vil fungere igen. I bedes selv medbringe beskyttelsesbriller.

Solvogne
I mange af ferieboligerne har ejeren indkøbt solvogne/liggestole til eget brug. Solvogne/liggestole er således IKKE standardudstyr, og det kan IKKE tages for givet, at de forefindes i ferieboligen. Hvis der er solvogne/liggestole i ferieboligen, må disse naturligvis gerne benyttes. Husk venligst at sætte dem ind umiddelbart efter brug, da vejrliget slider hårdt på møbler, som efterlades udendørs. FERIERING WEST påtager sig intet ansvar for standard og renlighed af solvogne/liggestole.

Soveværelser
Soveværelserne i ferieboligen kan være små. Sengene kan f.eks. være placeret op mod væggen, således at en dobbeltseng kun er tilgængelig fra én side. Natborde/læselamper o.lign. er ikke obligatoriske i alle soveværelser. Det kan ikke garanteres, at der altid er plads til barneseng i soveværelset.

Se venligst også under "Senge".

Spa
I FERIERING WESTs ferieboliger findes to hovedtyper af spabade. Den ene er en "standvandspa" og den anden en "gennemløbsspa".

Som ved badning i swimmingpool er det meget vigtigt for hygiejnen, at der tages grundigt bad inden brug af spaen.

En standvandspa kan betragtes som en mindre udgave af en swimmingpool, idet vandet, der er opvarmet (38° C), forbliver i spabadet under hele opholdet. Vandet er tilsat klor og bliver, som i en swimmingpool, filtreret og renset løbende. Tek-nikken og strømmen til en standvandspa må aldrig afbrydes, idet det kan resultere i alvorlige forringelser af vandkvaliteten – bl.a. som følge af manglende filtrering.

En gennemløbsspa skal fyldes med frisk vand, hver gang I vil benytte den. Der skal altid påfyldes vand til ca. 10-15 cm over sidedyserne, da spabadet ellers ikke vir-ker. De fleste spabade af denne type er udstyret med et varmelegeme, som bevirker, at det påfyldte kolde eller tempererede vand (maks. 30° C) i løbet af ca. 1-11/2 time bliver opvarmet til ca. 38° C. Nogle ganske få gennemløbsspabade skal dog fyldes med varmt vand (maks. 40° C). Såfremt der påfyldes for varmt vand, dvs. vand over 40° C, er der risiko for, at overkogningsventilen slår fra, hvorved spaen ikke kan anvendes, før overkogningsventilen er genindkoblet af en fagmand. Derfor må der aldrig påfyldes for varmt vand i en gennemløbsspa.

Hvis en spa skal fyldes med varmt vand, vil der gå et stykke tid, inden der igen er varmt vand i vandhaner og brusere.

Høje vandtemperaturer danner et godt miljø for bakterier. Derfor er det meget vigtigt, at spabade ikke tilføres flere bakterier end højst nødvendigt. Følg derfor altid badereglerne og vær opmærksomme på, at vandet i en gennemløbsspa aldrig må genbruges, og at der skal tilsættes klortabletter i henhold til vejledning ved spaen, ligesom spabadet skal tømmes og skylles efter hver badning.

Der må desuden aldrig bruges shampoo, sæbe eller lignende i en spa, og husdyr må under ingen omstændigheder tages med i spaen.

Strand
Betegnelsen "strand" betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om en strand velegnet til badning. Afstanden til stranden er angivet i luftlinie til nærmeste kystlinie.

Strandenes udseende varierer alt efter vejr og årstid. FERIERING WESTs personale er godt kendt i området, men kan naturligvis ikke kende alle områder/strande lige godt. Nogle steder er der tale om stejle kyster (dog er der de fleste steder opsat trapper i sommerhalvåret). Afmærkede stier og veje bør benyttes af hensyn til naturen.

Ønskes helt nøjagtige oplysninger om stranden, kan disse fås ved henvendelse til FERIERING WEST, Danmarks Turistråd eller det lokale turistkontor.

Betegnelsen "børnevenlig strand" betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om en sandstrand. "Sandstrand" betyder ikke, at der ikke findes sten på stranden.

Se venligst også under "Beliggenhed".

Størrelse
Ferieboligens størrelse (m²) måles ved ydervæggene (ekskl. terrasse). Der er sjældent afgrænsning omkring grunden (hegn, hække e.l.). Grundens størrelse er angivet i symbolerne, men dette er ikke altid ensbetydende med, at hele det angivne antal m² kan befærdes, idet der kan være buske, træer o.lign. Enkelte grundes beliggenhed (tæt ved stranden) kan være årsag til, at en del af grunden benyttes som sti til stranden.

Særudstyr
Mange ferieboliger er udstyret med f.eks. vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, mikroovn o.lign. Evt. defekter kan ikke altid afhjælpes i weekenden, men FERIERING WEST vil naturligvis gøre alt, hvad der er muligt, for at udbedre evt. mangler hurtigst muligt. Kortvarigt udfald af vaskemaskine, opvaskemaskine o.lign. berettiger ikke til erstatning.

Bemærk venligst: De fleste vaskemaskiner kan først åbnes 1-2 min. efter endt vask/ slukning af vaskemaskinen.

Se venligst også under "Brugsanvisninger" og "Information".